Vaskemaskine tilbud

Ved køb af ny vaskemaskine er det let at komme til at snyde sig selv på prisen. Vaskemaskiner bliver ofte handlet med meget store rabatter, nogle vaskemaskiner er jævnligt på tilbud med op til flere tusinde kroners rabat og andre sælges pludselig til under halv pris.

Markedet er derfor meget uigennemskueligt, for hvad er den 'rigtige' pris? Skal du købe her og nu, så bør du som minimum læse alle tilbudsaviserne fra butikskæderne med hårde hvidevarer, måske også se de tilsvarende priser på internettet.

Hårde hvidevarer kæder som Punkt 1 og Elgiganten har ofte vaskemaskiner med op til 50 procent rabat, og det er ærgerligt at købe sådan en vaskemaskine i en uge, hvor den sælges til 'normalprisen'. Derfor er det den bedste løsning, hvis du har mulighed for at følge med i tilbudsaviserne to-tre uger inden du køber.

Husk også at 'prutte om prisen' med sælgeren. Det kan godt lade sig gøre, især er der gode chancer for at få en tillægsforsikring gratis med i prisen eller i hvert fald få tillægsforsikringen til halv pris.