Tillægsforsikring til vaskemaskine

Ved køb af hårde hvidevarer, herunder vaskemaskiner, spørger butikken normalt om man vil købe en tillægsforsikring.

Det er ofte en beslutning, som skal tages hurtigt, da spørgsmålet typisk kommer i forbindelse med betalingen. Derfor kan det anbefales at beslutte sig allerede inden købet. Undersøg vilkårene for den pågældende forhandlers tillægsforsikringer på deres website, og vurder om det stadig er interessant for dig. Her er nogle forhold du bør tage med i overvejelserne:
  • Hvad dækker tillægsforsikringen?
  • Hvor mange år gælder tillægsforsikringen?
  • Er f.eks. slidtage og forkert brug også dækket?
  • Hvor stor er selvrisikoen?
  • Hvor meget koster tillægsforsikringen i forhold til den vaskemaskine der skal forsikres?
  • Ophæves tillægsforsikringen, hvis vaskemaskinen pga. fejl/skade ombyttes til en ny?
  • Beholder vaskemaskinen sin oprindelige værdi i hele forsikringsperioden?
  • Beregnes der et gebyr, hvis en tilkaldt servicetekniker ikke finder nogle fejl?
Det som tillægsforsikringen tilbyder dig, skal du holde op imod vaskemaskinens reklamationsret/garanti og hvad husstandens almindelige familieforsikring dækker.

Bemærk, at du altid har 14 dages fortrydelsesret på tillægsforsikringen. Hvis du ikke allerede har gjort det inden købet, så få udleveret forsikringsbetingelserne på skrift og læs dem grundigt igennem efter købet. Hvis du herefter ombestemmer dig, kan du udnytte din fortrydelsesret og få pengene for forsikringen tilbage.

Kilde: Flere kilder er anvendt, herunder forbrug.dk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar