WhiteAway overtager Skousen

Hvidevare-kæden Skousen blev stiftet i 1957, hvilket gør den til Danmarks ældste hårde hvidevare-kæde. Siden stiftelsen af kæden nåede antallet af butikker op på ikke mindre end 55 fordelt over hele landet.

I starten af juli 2011 måtte ejerfamilien bag Skousen imidlertid give op efter flere år med stigende gæld og underskud. Den nye ejer er Retail Online Holding A/S, der også ejer WhiteAway, Danmarks største online-forhandler af hårde hvidevarer.

Ifølge bestyrelsesformanden i Retail Online Holding A/S, Ib Nørholm, skal Skousen og WhiteAway fremover fungere som søsterselskaber. Målet er at kombinere Skousens mangeårige erfaringer fra fysiske butikker med WhiteAways succesrige online koncept.

Af de 55 Skousen butikker fortsætter de 42 franchisebutikker, mens de 13 der var ejet af moderselskabet bliver lukket. Indtil videre er det muligt at handle vaskemaskiner og andre hårde hvidevarer online hos både Skousen og WhiteAway.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar